Praktisk info og oplysninger

Her kan du finde praktisk information om turen til Cuba

 

Rejsen til Cuba og sygeforsikring: 

De fleste vælger at rejse med Air France via Paris eller KLM via Amsterdam, da det ofte er billigst. Som noget nyt er Condor også begyndt at flyve til Cuba. Det er også godt og billigt, de fleste tillader dog kun 20 kg pr person. Aeroflot er også billige, men der er meget ventetid i Moskva. Husk at myndighederne nu er blevet meget strikse og ikke tillader, at man medbringer væsker, tandpasta, deodoranter og lign. i håndbagagen. Man kan dog købe alt dette i tax-free shoppen og få det udleveret ved gaten. Bemærk, at der er langt fra den ene ende af lufthavnen til den anden ved flyskifte i Paris. Det er en lang rejse til Cuba, og I må være forberedte på måske at vente et par timer på at få bagagen udleveret i Havana. Vær også væbnet med tålmodighed i paskontrollen i Havana. Det kan tage tid. Cubanere er ikke kendt for deres hurtighed. Det koster 25 CUC i en taxi til Hotellet. Her plejer kursisterne at deles om denne udgift. Man veksler til CUC i lufthaven, men kun til brug de første par dage for kursen i lufthavnen er ikke så god. Der er en ny lov i Cuba om, at hvis man ikke har en sygerejse forsikring, skal man betale for en ved ankomst. Så sørg for at have dine papirer med din rejseforsikring gennem bl.a. Gouda, Europæiske eller IHI, klar ved ankomst i Havana.

 

Hotel Kohly

Adresse: Hotel Kohly, Ave. 49-Ay 36, Reparto Kohly, Havana, Cuba.

 

Der bestilles enkeltværelser til alle, som ikke beder om dobbeltværelse. Husk tillæg på 100,- euro til enkeltværelse, som betales til vores guide kontant dernede. Værelserne bliver tildelt ved ankomsten, men hotellet har brug for dit pas for at tjekke dig ind. Hvis du ikke allerede har sendt os dit pasnummer, så skynd dig at gøre det. Du har mulighed for at leje safety box til værelset. Den koster 2,- CUC per dag, som betales ved afrejse. Den første aften er det muligt at få sin aftensmad. Den er med i prisen og serveres mellem kl. 19.00-22.00 hver aften i hotellets restaurant. Der er morgenmad mellem 7.00-10.00.

Vores guide vil søndag formiddag kl. 11, samt mandag morgen kl. 8:30, stå klar i lobbyen, hvis der er nogle, der har brug for ekstra hjælp vedr. at skifte værelse eller andet. Det er også her på de to tidspunker, der skal betales det ekstra gebyr for enkeltværelset.

Hotellet ligger i et roligt kvarter. Der er ca. 10 minutters kørsel til en lille strand. Tag badetøj med, da der er pool på hotellet, og vi plejer også at tage en tur til Santa Maria stranden.

Man må godt have venner på besøg på hotellet. Cubanere kan kun færdes på hotellet, når de har et egentlig ærinde. Cubanere må ikke komme op på værelserne, medmindre de har tjekket ind og dermed bor på hotellet. Vasketøj kan afleveres i poser til personalet, så får man det vasket tilbage mod betaling. Der er internetforbindelse på hotellet, og den virker (men langsomt). Den koster 6,- CUC i timen. Mobiltelefoni: Der er dækning på Cuba, men det er dyrt både at modtage og afsende SMS (ca. 4,- kr. pr stk.) for slet ikke at tale om opkald til ca. 10,- kr. i minuttet. Tjek hos dit mobilselskab før afrejse.

 

 

Velkomst og infomøde finder sted mandag morgen, hvor alle mødes i hotellets Cafe kl. 9:15.

 

Valuta:

Der kan ikke veksles hjemmefra til cubanske dollars convertibles (CUC). De kaldes også pesos convertibles. Man må endelig ikke forveksle CUC med de lokale pesos, som cubanere bruger i rationeringsbutikkerne, men som udlændinge ikke kan bruge til meget. Den cubanske dollar (CUC) følger kursen på den amerikanske dollar og er normalt noget lavere end euro. Overalt hvor der her refereres til dollars, er det CUC, der tænkes på. På www.valutakurser.dk kan man kun se kursen på de lokale pesos, men ikke på CUC.

 

Alle bør tage euro med hjemmefra. Euro kan ikke bruges som betalingsmiddel, men de kan veksles til CUC i lufthavnen. Det har man god tid til, mens man venter på bagagen. De kan også veksles i en bank, som ligger 5 minutters gang fra hotellet. Man skal IKKE prøve at veksle på gaden!

 

Det er muligt at bruge VISA til at hæve i automaterne, men husk der er gebyr på hver gang, dog er det kun muligt at hæve 250 CUC dagligt afhængig af kursen. Det er bedre at have kontante penge med hjemmefra (Euro). Det er svært at sige noget om, hvor mange penge, man har brug for i lommepenge. Et skøn er ca. 4000,- kroner. Inden afrejsen bør du veksle dine lommepenge til euro. Der findes også mulighed for at veksle danske kroner i indkøbscentret i Havana centrum. Der er ikke meget at købe i Cuba udover CDer, rom, cigarer samt lidt kunst. Til gengæld foregår der altid noget. Vil man ud til musikarrangementer, er der entré.

  

Vaccinationer og myg:

 

Det er en god idé at være vaccineret mod stivkrampe og leverbetændelse (Hepatitis A). Det er de fleste rejsevante mennesker allerede. Det er også en god idé at have en myggebalsam med hjemmefra. Det er svært at opdrive i Cuba, og der kan være myg formiddag og aften. Der er ikke myggenet på værelserne, men det er heller ikke nødvendigt. Husk din egen medicin, hvis du tager noget særligt, da det er dyrt at købe medicin i Cuba.

 

 

Maden:

Cuba er kendt for mange eksotiske ting, men ikke for sin madlavning. Man får udemærket mad med frugt, grønt og kød, samt fisk på hotellet, men der er ikke megen afveksling. Det er en fin idé at have yoghurt piller med til at stabilisere maven. Men hvis man bare holder sig fra at drikke vandet eller spise fisk og skaldyr på gaden, er man rimelig sikker.

 

 

Undervisningen:

Det er jo det, det hele handler om. Undervisningen foregår på hotellet og i lokaler tæt på. To af holdene danser indendørs og et udendørs. I bliver delt op i tre hold, et for begyndere, et for let øvede og et for øvede. Den første dag handler det om, at instruktørerne skal finde ud af jeres niveauer og få jer placeret på det optimale hold.

 

Alle får en cubansk dansepartner, men selve undervisningen sker på hold, som varetages af to undervisere. Der er en engelsk tolk til rådighed på hvert hold, som oversætter fra spansk til engelsk, når det er påkrævet. Du må være forberedt på, at din dansepartner normalt ikke taler engelsk. Vores lærere og hjælpeundervisere er gode til at vise øvelserne langsomt, men man skal være forberedt på, at de ikke nødvendigvis har den samme pædagogiske metode, som der undervises efter i Danmark. De har en anden måde at undervise på, men den virker også. Man får virkelig valuta for pengene. Hvis kemien mellem en kursist og en dansepartner ikke fungerer, forsøger vi at skaffe en anden. Alle må forberede sig på, at det er en del af den kulturelle oplevelse at lære at forstå den lokale mentalitet og energi, som er meget spændende. Vi sørger altid for at skaffe et antal høje fyre til de høje piger. Mænd må regne med at dansepartnere i Cuba er lavere end dem selv. Men det behøver I nu ikke at være kede af, det er nogle supersøde og gode dansepiger.

 

Vi starter hver dag med et informationsmøde kl. 9.15 om morgenen, som alle SKAL deltage i.

Kl. 9.30 er der opvarmning, hvor der også trænes andre typer danse, såsom son og rumba. Derefter er der tre timers salsa og rueda de casino, med en pause på ca. 20-30 min., så man kan få lidt at spise. Det er lang tid at danse, så det er en god idé at medbringe bløde sko, fx gummisko. Gulvet vi danser på er lidt hårdt. Man sveder meget til undervisningen, så der bliver brug for mange T-shirts. Der er ingen regler om at danse i shorts eller lange bukser. Træningstøj kan anbefales.

 

Ture og natteliv:

På kursets anden dag tager vi jer med på en rundtur i Havana Vieja, som er det gamle Havana. Der er også mulighed for andre ture efter ønske. Vi tager ofte ud sent på eftermiddagen, hvor mange gode bands spiller. Så er vi heller ikke så trætte, når vi skal i gang med dansen igen næste morgen. Hvis I vil ud og se et danseshow eller cabaret shows (flotte fjerprydede hovedbeklædninger og dragter), skal I være indstillet på, at det ikke er helt billigt. Det koster ca. 30-40,- CUC.

 

Vi plejer også at tage ud til rumba- og folkloresteder. I weekenderne går vi ud og ser nogle af de største grupper spille om aftenen. I Cuba er der tradition for at tage pænt tøj på, når man går ud om aftenen.

 

Søndage plejer vi at tage ud og nyde dagen på den fantastiske Santa Maria strand, der kun ligger 30 minutter fra Havana. Det er efter eget valg, om man vil deltage i disse aktiviteter.

 

Dansepartnere:

Som alle nok ved, har cubanere ikke mange penge. Når I tager dem med ud, er det derfor jer, der kommer til at betale for dem. Det er op til dig selv, hvor meget du vil invitere din partner ud. Men det plejer at være en rigtig god idé, fordi du på den måde har én at danse med, som du har et trygt forhold til. Du vil oftest aftale at mødes med ham/hende foran dansestedet, hvorefter du betaler entréen. Det er forholdsvis billigt at gå ud, men prisen afhænger af, hvilket band, der spiller. Entréerne ligger mellem 5-20 CUC.

 

Husk! Du betaler alle de omkostninger, som er forbundet med din dansepartner, når I går ud (både entré og drikkevarer, og hvis du har lyst også deres taxi hjem). Cubanerne får deres løn udbetalt i lokale pesos fra skolen, som svarer til ca. 10 CUC om måneden. Det er derfor ikke meget, de har at leve for. Når og hvis du tager din dansepartner med i byen under opholdet, vil han/hun forsøge at betale sin egen entré i lokale pesos (100 af dem svarer til 5 CUC ), hvis det er muligt. Dermed sparer han/hun penge, og det bliver også billigere for dig. Hvis din dansepartner hjælper dig med at få vekslet penge til lokale pesos, vil der ikke komme yderligere vekselgebyrer. Du kan også benytte den lokale møntsort til at købe frugt, pizza, vand eller lign. ved lokaler boder i byen.

 

Drikkepenge:

Cubanere får meget få penge fra skolen for at være ansat som dansepartnere i 14 dage på kurset. Derfor har vi en regel om, at kursisterne betaler drikkepenge, når kurset er slut. Drikkepenge til ens dansepartner betales den sidste undervisningsdag (fredag). Beløbet er 150 Euro for to uger. Fra ledelsens side betaler vi lærere og oversættere. Vi har af flere årsager valgt ikke at inddrage dette beløb i kursusprisen, da der er en psykologisk årsag til, at kursisten selv skal give drikkepenge til deres danse partner.

 

Som rejsende i Cuba skal man regne med, at der forventes drikkepenge. Beregn omkring 5-10 % i drikkepenge ved restaurantbesøg, drikkepenge til guider og lign.

 

Gaver:

Hvis nogle har tøj, T-shirts, bamser, legetøj eller lign., som I ikke skal bruge mere og har plads til i kufferten, vil cubanerne være mere end henrykte for at tage imod det. Alt kan bruges i Cuba. Cubanere er et meget taknemmeligt folkefærd og har meget begrænsede muligheder for at købe ting såsom kuglepenne, lightere, parfume og tøj. Det kan derfor varmt anbefales at medbringe den slags ting som gaver.

 

Shopping og lommepenge:

Man kan købe cigarer, rom og CD’er med lokale musikere. Sidstnævnte koster omtrent det samme som i Danmark. Derudover er det begrænset, hvad man kan købe på Cuba, og tingene er generelt dyre på grund af embargoen. Den betyder, at de få lande, der handler med Cuba, har en slags monopolstatus. Forvent at skulle bruge ca. 4000,- kr. under hele opholdet.

 

Elektricitet:

Der er 110 Volt på Cuba. Der er dog én stikkontakt på hotelværelset med 220 Volt. Det er den kontakt, som aircondition-anlægget er tilsluttet. Skal man bruge el, må man således enten medbringe apparater, der kan klare 110 volt eller medbringe en lille transformator, der kan omstille fra 110 til 220 volt, som vores apparater normalt passer til. Eftersom stikket sidder i værelset og ikke på badeværelset, må vi selv medbringe spejl, hvis vi skal kunne se os selv, når vi bruger de elektriske apparater.

 

Vand og toiletpapir:

Vand i vandhaner kan ikke drikkes, og det kan anbefales at købe vand i større mængder, da vand i supermarkedet kan være udsolgt, og der kan være langt til næste butik. Der findes en lille kiosk på hotellet, og der ligger et større supermarked ca. 5 minutters gang derfra. Luftfugtigheden er høj i Cuba, og man har brug for at drikke meget vand. Der vil stort set aldrig være toiletpapir at finde på offentlige toiletter i Cuba. Det kan derfor anbefales altid at have lidt toiletpapir med i tasken, når man er ude. Generelt er toiletterne spartanske i forhold til danske forhold. Det er meget vigtigt ikke at smide toiletpapir i toiletkummen, det skal i spanden ved siden af toilettet. Dette gælder også på hotellet.

 

Politiske forhold:

Fidel Castro har nu overdraget magten til sin bror Raul. Skulle det ske, at Fidel dør, mens vi er der, vil der sandsynligvis ikke ske noget af den grund. Så man behøver ikke at gå og ryste over den politiske situation. Vi må dog tilføje, at hvis der opstår en nødsituation i landet, tager vi ikke ansvar for kursisterne. Det er derfor vigtigt at have en rejseforsikring.

 

Vejret:

Vejret i Cuba er generelt godt på alle tider af året. Men når der kommer en regnbyge, lægger man mærke til den! Så det er en god idé at medbringe en paraply og nogle sko, der kan tåle vand. Se vejrforhold på www.dmi.dk

 

 

Visum:

Der kræves visum for at rejse til Cuba. Læs om erhvervelse af turistvisum under "Tilmelding og priser".

 

Salsa og musik steder i Havana finder man online her: http://promociones.egrem.co.cu/

 

Ekstra rejsetips:

 

• 1 CUC = ca. 6 DKK

 

• ’Via Azul’ – er et billigt rejseselskab, hvis man skal rejse rundt i Cuba.

 

• Casa de la musica (ligger tæt på vores hotel) – skal man absolut besøge. Udover aften forestillingerne er der matiné kl.18-21.

 

• Entre til de forskellige dansesteder - 10 CUC (5 CUC til cubanerne, for de betaler med peso cubano).

 

• Når man inviterer sin dansepartner ud, skal man sørge for drinks og evt. 5 CUC til en taxa hjem.

 

• Vi kan lave en aftale med hotellet, at vi nogle af dagene spiser morgenmad og frokost i stedet for morgenmad og aftensmad (som er inkluderet i prisen). Man skal bare huske at sige det til morgenmaden, hvis man vil spise frokost i stedet.

 

• Tag gerne en sandwich med til jeres dansepartner fra morgenbuffeten, så bliver de glade (mange af dem kommer nemlig på arbejde på tom mave)

 

• Veksle penge i lufthavnen, men kun til de første par dage (måske 100 Euro). Der ligger en bank på gade 41 (tæt på hotellet). Ikke veksle i receptionen, da kursen er dårlig der.

 

• Køb en masse vand i supermarkedet, som ligger tæt på hotellet.

 

• Gå ALDRIG 2 piger alene inde i byen.

 

• Husk at bestille massage på hotellet. Det er fantastisk, og koster kun 10 CUC

 

• Man må max eksportere 1 liter rom og to kasser Cigarer med til DK.

 

• Der ligger et shoppingcenter på Hotel Comodoro – 5-10 min. med taxa.

 

• Der er et marked på Catedral pladsen, hvor man kan finde kunst og andre fine ting.

 

• Lørdag og søndag er der mulighed for at bestille en Delfin-tur og den kan kun anbefales (ca 120 CUC). Spørg i hotelreceptionen.

 

• Hvis man skal have en cubansk gæst til overnatning, skal man betale 32 CUC i receptionen, det dækker overnatning og morgenmad.

 

• 1830 er et af de mest populære dansesteder – der er kun åbent torsdag og søndag aften.

 

• Taxa fra byen til hotellet – koster max 7 CUC, se efter dem der hedder Pan taxi.

 

• Husk at få jeres rejseforsikring oversat til engelsk, den skal I vise ved indrejse i Cuba.

 

• Gem 25 CUC til lufthavn tax, når man skal ud af landet.

 

• En god idé er at tage Proteinbars, eller hvad man nu godt kan lide med hjemmefra, da det ikke kan købes derovre.

 

• Man skal være påpasselig med at spise fisk og skaldyr (ikke på hotellet, men andre steder)

 

• Der er gode fiskerestauranter på Santa Maria stranden.

 

• Tag jeres vaccinationsbog med.

 

• Morgenmad serveres til 9.45. Undervisningen starter kl.9.30.

 

• Første dag skal alle møde i receptionen kl. 9.15.

 

• På hotellet er vi tilknyttet/registreret under ADA-travel (og CubaKultur).

 

• Man kan bede om en liste til de andres værelser, så man kan ringe til hinanden.

 

• Husk at tage en flaske vand med fra flyet, da ventetid i tolden kan blive 2 timer.

 

• Når man skal hjem igen check ind mindst 2 timer før. Husk at når man forlader Cubas lufthavn skal man betale 25 CUC. Så det er en god ide at lægge disse penge til side.

 

Det en god ide at printe denne information ud og tage med på rejsen.